Kategoriarkiv: Stader

Bistader

En af de store beslutninger for den nye biavler er stadetypen.

De fleste husker nok de traditionelle træstader med låg og tag, kaldet trugstade. De findes i mange afskygninger, fra gamle frønnede slidte stader der kræver renovering for at være brugbare til virkelige kunsthåndværker fra fx http://www.luksus-bistader.dk/

Fra Dansk Biavlerforening
Traditionelle trugstader i hyggelig have.

Driftformen i disse stader er tættest mulig på traditionel bidrift og der kan “rodes” meget med bierne, da man gradvis tilsætter enkelte rammer ind til “truget” er fyldt og man kan sætte enkelte kasser på, som kaldes honningmagasin. En ulempe kan være at der oftest ikke er plads til mere end to honningmagasiner under låget og man er så nødt til at fumle med at pakke stadet ind, hvis der er meget stærkt honningtræk.

Det nok mest nærliggende alternativ er kunststof stader, som består af styropor (fx. OBC stade eller Tappernøje) eller polyurethan (Rea-Dan). Fælles for disse er at de består af en bund og et låg, samt “kasser” imellem.

Grønt kunststofstade.
Kunststof stader er også hyggelige.

Et stade består af mindst en kasse og op til typisk 4-5 kasser. Ulempen ved denne type stade er at ikke alle synes de er så kønne og det kan give ganske høje løft, der ikke er gode for ryggen når den øverste kasse er fyldt med måske 20 kg honning. Men som udgangspunkt er der færre forstyrrelser for bierne, da man typisk arbejder med “hele kasser” a’ 10 rammer, i stedet for at arbejde med enkeltrammer.

Der er flere måde at undgå de tungeste løft. Man kan presse eller slynge lidt oftere end man ellers ville (og måske oven i købet opnå nogen mere spændende honning-sorter) og man kan prioritere at vælge rammemål (størrelse på rammerne) der giver lavere tårne med lavere vægt i hver kasse.

Rea-Dan stader
Biavler foran Rea-Dan stader

På kuriosum plan kan jeg nævne at der også findes Warré stader og top-bar hives (afrikaner stader.) Det er min opfattelse at det er en god plan at gøre sig sine første erfaringer som biavler i de først i artiklen nævnte stadetyper. Men i særdeleshed for folk med hænderne skruet godt på og et veludviklet gør-det-selv gen tror jeg man kan give sig selv nogen spænende oplevelser med de lidt atypiske stadetyper.