Alle indlæg af admin

Aktiv plantning

Dine bier er ikke lige glade med hvad der vokser omkring dig.

De kritiske tidspunkter på året er tidligt forår og sensommer, hvor det kan være svært for bierne at finde noget der blomstrer tæt på. Du kan være godt hjulpet af forårsblomster a’la anemone og erantis. Du kan også hjælpe bierne på vej med pil, hvor i sær hanplanter giver god pollen og nektar på dette kritiske tidspunkt. Generelt er næsten alt bedre end græs, der typisk vil være mest af i en parcelhushave.

Henover foråret er der i byområder ofte godt gang i frugttræerne og haveblomster, mens der på landet måske er adgang til rapsmark eller frugttræer.

I sensommeren kan det igen være svært for bierne at finde føde. Her kan fx. lindetræer give et meget stort tilskud, og tilmed dreje smagen af honningen i en interessant retning.

Min egen have er ret typisk med meget græs, både alm. plæne men også et stort område med fold. En del pil og forårsblomster.

Mit projekt for i år er at tilså et område med flerårige blomster, i sær med fokus på sensommeren.

Der god hjælp og inspiration at fine i den “sorterbar biplantekalender”, som Odder Biavlerforening har stillet til rådighed. Download her.

Begynderkursus

Biavl er en tilgængelig og tilgivende hobby. Det er et håndværk, der er nemt at lære og at mestre det tager resten af livet.

For at komme i gang som biavler har du brug for groft sagt 3 ingredienser:

  1. Bier
  2. Bistade og andet grej
  3. Viden

Den første viden du opnår bør du ikke få på egne ben. Kontakt en biavler du kender (eller ikke kender) og søg råd og vejledning. Et af rådene du får bør være: Tilmeld dig et begynderkursus.

I løbet af begynderkurset vil du få uvurderlig erfaring. Få opbygget et netværk af interessefæller. Få støtte af en mentor. Få styr på teorien. Ikke mindst er det uvurderligt at få gode råd om hvad der er helt nødvendigt for at komme gennem den første sæson. Den første honninghøst. Den første vinter. Der er mange små faldgruber, som man ikke nødvendigvis får forholdt sig til i bøger, eller langt mindre på youtube.

På begynderkurset møder du meget erfarne biavlere og begyndere. Du vil opleve at de erfarne biavlere ikke altid er helt enige om detaljerne – faktisk ofte uenige. Men det er også principperne der er væsentlige. At man får behandlet mod varroa. At man får vinterfodret. At man får forebygget sværmning. Og så videre. Om man gør det på en ene eller anden måde er sekundært, selv om de fleste vil hævde at deres metode er den bedste – eller eneste.

Nogen emner nærmer sig religion. Den ene eller anden type stade. Den ene eller anden størrelse rammer. Den ene eller anden type bi. Lyt til din mentor, lyt til de andres erfaringer og tænk selv. Det der er godt for en 75-årig biavler med 50 års erfaring er ikke nødvendigvis godt for en nybegynder. Overvej om du søger den mest rationelle driftform eller du er drevet ved romantikken i et trugstade. Måske har du mod på selv at bygge et?

Måske noget af det nemmeste at forholde sig til er at man som deltager i et begynderkursus vil få adgang til et fornuftigt tilbud på det udstyr man som minimum har behov for. En udfordring kan bare være at lade det blive ved det mest nødvendige.

Det er nu her i foråret begynderkurserne starter, så i gang med at opsøge din lokale forening!