Bier og honning af Lene Stiil og Jens Astrup – bog

Bogen angriber biavlen fra begynderen eller “den nysgerriges” udgangspunkt. Du bliver ført blidt rundt i mange grundlæggende begreber.

Rigt illustreret med mange smukke helsides billeder. Fin sektion med opskrifter med honning, i sær opskriften på honningkage med et kilo honning synes jeg kalder på at blive prøvet!

I løbet af de godt 100 sider bliver du præsenteret for en del af biavlerens praktiske gøremål og også en del omkring biernes sundhed. Honninghøst, røring af honning, indvintring og varroabehandling. Klogt bliver niveauet aldrig dybere end at der henvises til et begynderkursus eller en erfaren biavler, men du får en forståelse af at opgaverne er vigtige men overkommelige.

Min anbefaling af bogen er helt klart at du lægger på din ægtefælles natbord, når du selv har været gennem den. Den er letlæst og faget bliver virkelig beskrevet på en indførende måde – og mange af billederne er meget betagende.

Helt klart en læsning værd, men hvis du kun vil købe en bog om biavl kan den ikke stå alene.

Bier og Honning
Bier og Honning, Lene Stiil og Jens Astrup

 

Bistader

En af de store beslutninger for den nye biavler er stadetypen.

De fleste husker nok de traditionelle træstader med låg og tag, kaldet trugstade. De findes i mange afskygninger, fra gamle frønnede slidte stader der kræver renovering for at være brugbare til virkelige kunsthåndværker fra fx http://www.luksus-bistader.dk/

Fra Dansk Biavlerforening
Traditionelle trugstader i hyggelig have.

Driftformen i disse stader er tættest mulig på traditionel bidrift og der kan “rodes” meget med bierne, da man gradvis tilsætter enkelte rammer ind til “truget” er fyldt og man kan sætte enkelte kasser på, som kaldes honningmagasin. En ulempe kan være at der oftest ikke er plads til mere end to honningmagasiner under låget og man er så nødt til at fumle med at pakke stadet ind, hvis der er meget stærkt honningtræk.

Det nok mest nærliggende alternativ er kunststof stader, som består af styropor (fx. OBC stade eller Tappernøje) eller polyurethan (Rea-Dan). Fælles for disse er at de består af en bund og et låg, samt “kasser” imellem.

Grønt kunststofstade.
Kunststof stader er også hyggelige.

Et stade består af mindst en kasse og op til typisk 4-5 kasser. Ulempen ved denne type stade er at ikke alle synes de er så kønne og det kan give ganske høje løft, der ikke er gode for ryggen når den øverste kasse er fyldt med måske 20 kg honning. Men som udgangspunkt er der færre forstyrrelser for bierne, da man typisk arbejder med “hele kasser” a’ 10 rammer, i stedet for at arbejde med enkeltrammer.

Der er flere måde at undgå de tungeste løft. Man kan presse eller slynge lidt oftere end man ellers ville (og måske oven i købet opnå nogen mere spændende honning-sorter) og man kan prioritere at vælge rammemål (størrelse på rammerne) der giver lavere tårne med lavere vægt i hver kasse.

Rea-Dan stader
Biavler foran Rea-Dan stader

På kuriosum plan kan jeg nævne at der også findes Warré stader og top-bar hives (afrikaner stader.) Det er min opfattelse at det er en god plan at gøre sig sine første erfaringer som biavler i de først i artiklen nævnte stadetyper. Men i særdeleshed for folk med hænderne skruet godt på og et veludviklet gør-det-selv gen tror jeg man kan give sig selv nogen spænende oplevelser med de lidt atypiske stadetyper.

Dronningeavl med Nicot

Dronningeavl er nok ikke noget af det første du kaster dig over.  Men hvis du som jeg får lyst mener jeg at dette er de mest udførlige og brugbare videoer der beskriver Nicot systemet, der tager meget af det vanskelige arbejde ud af dronningeavl – eller dronningeproduktion – som vi nok rettere bør kalde det når der ikke er tale om planlagt og systematisk fremavl ud fra en stor genmasse.

Med Nicot kan du producere et antal dronningeceller “on demand”, og dermed få hold i mange dronninger på kort tid. Det kan være en ide hvis du fx har været uheldig med dine dronninger og ønsker et antal nye. Dem kan du så lave ud fra din bedste dronning eller en ny befrugtet dronning. Hvis du ikke skal bruge dem med det samme kan du lade dem gå i aflæggere eller i parringsstader til du skal bruge dem.

Jeg vil selv i sommer lave en runde af denne type dronninger og vil supplere med mine erfaringer og hører i mellemtiden gerne om andres erfaringer.

Mjød

Når du er kommet i gang med din biavl og pludselig har meget mere honning end du selv har brug for og du måske ikke gider bakse med at sælge det, så er en af de oplagte anvendelse at brygge noget god gammeldags mjød!

Jeg opfatter mjødbrygning som lidt mindre bøvlet end ølbrygning. Du skal selvfølgelig bruge lidt udstyr, men råvarerne har du i det store hele ved hånden. Du skal bruge honning, vand og gær. Nogen bruger bagegær, men du kan styre processen lidt mere ved at købe specifikt gær – ikke til mjødbrygning – men fx portvins eller champagnegær.

Derudover skal du bruge en gæringsspand (evt. 2 så du kan omstikke undervejs) og flasker.

De få beslutninger der er drejer sig om hvorvidt du vil koge honningen, hvilket ødelægger de fleste gavnlige stoffer i honningen, men giver en større grad af kontrol. Du skal også beslutte om du vil tilsætte andet for at styre smagsgivning og farve. Det kan fx være hindbær der kan give en flot rødlig mjød eller det kan være slåen der giver en lidt skarpere snapseagtig smag. Der er enormt mange muligheder med jeg vil foreslå at starte enkelt og så drage erfaringer ud fra de første bryg.

Så jeg vil blot gøre opmærksom på et kursus i den kommende weekend hos Maltbazaren i Rødovre.

Youtube

Det er næsten umuligt ikke at lade sig drage af youtube når man er bidt af en gal bi.

Der gælder det samme her som under litteratur at der er et gigantisk udvalg af videoer fra mere eller mindre eksotiske lande. Der er masser af inspiration at hente, selv om alle forhold ikke nødvendigvis kan overføres til dansk biavl.

Her er links til anbefalelsesværdige danske kanaler:

Flemming Vejsnæs  Meget anerkendt biavler og forsker. Konsulent for Danmarks Biavlerforening.

Jan Sæther. Skøn blanding af videoer, mange hvor han selv holder foredrag. Andre fra en række aftener i begynderkurser i Moesbi (Moesgård Biselskab for holistisk biavl).

Bihuset, Tappernøje. Den største materielforhandler på Sjælland. Kanalen har eksempler på mange af de mest nødvendige opgaver i bigården. Både kanalen og butikken er bestemt et besøg værd!

Eigil Holm. Som du måske har læst i mit indlæg om litteratur – kan være lidt docerende, men ubestridt en af de mest vidende biavlere i Danmark. Mange små sekvenser om helt konkrete problemstillinger.

Dette er en lille håndfuld at starte med. Ingen specielt kontroversielle, men for begynderen er det et godt fundament at starte på, så kan man altid lade sig inspirere af russiske eller amerikanske originaler senere.

Bøger om biavl

Der findes store mængder litteratur om biavl – heldigvis! 😉

Hvis du kun skal læse en bog bør det nok være Eigil Holms, Lærebog i Biavl. Det er en grundig og systematisk bog, der fører læseren gennem alle biavlens facetter. Det er en lidt tung bog og sproget kan være lidt docerende. Som opslagsbog går du næppe galt i byen med den – og så vidt jeg husker får man den sågar med i startpakken, måske til reduceret pris. Når du først er kommet i gang med din biavl er det en fabelagtig opslagsbog.

En lidt mere tilgængelig men i de fleste henseender fuldt ud lige så god bog er Karin Gutfelt & Torben Overgaard, Bier i Baghaven. Denne er lidt mere tilgængelig i sproget, men springer måske lidt lettere hen over nogen af de facetter, som man alligevel ikke kommer i kontakt med de første år.

Hvis du vil læse på dansk bør du i hvert fald vælge en af ovenstående inden du læser andet.

Jeg vil ikke sige det er en forudsætning for at være biavler at man er medlem af Danmarks Biavlerforening. Men det månedlige magasin, Tidsskrift for Biavl er alene kontingentet værd. Interessante artikler, dybdegående temaer, og spændende gæsteskribenter.

Udenlandsk litteratur er der selvfølgelig OGSÅ meget af. Du kan sagtens lade dig inspirere af dette, men vær forberedt på at der kan være enormt store lokale afvigelser. Fx er flora og årstider jo fuldkommen anderledes i fx. USA, hvor du kan finde meget litteratur. Tyskland og England har også omfattende udvalg, men deres udstyr er typisk noget anderledes end det du ser i Danmark. Både stader og rammer er anderledes, men ikke mere anderledes end at du sagtens kan finde inspiration. Kulturen kan også være anderledes, det er fx almindeligt at genbruge voks i rammerne længe i USA, men i Danmark har vi langt højere hygiejne på dette område og omsmelter voksen (og fjerner dermed sygdomskim) hver eller hver 2. sæson. Blot for at nævne en anden radikal forskel er der fx. behandling mod varroa hvor danske biavlere typisk bruger metoder vi selv opfatter som skånsomme, men fx en amerikaner vil måske hælde en gang pesticid i stadet.

Afrundende vil jeg nævne at ældre dansk litteratur kan være fuld af gode råd, men måske ikke være opdateret i forhold til hvilke sygdomme biavleren aktuelt skal forholde sig til, så det er også relevant at forhold sig til materialets alder.

Kommenter gerne hvis du har fundet andet spændende materiale!

Aktiv plantning

Dine bier er ikke lige glade med hvad der vokser omkring dig.

De kritiske tidspunkter på året er tidligt forår og sensommer, hvor det kan være svært for bierne at finde noget der blomstrer tæt på. Du kan være godt hjulpet af forårsblomster a’la anemone og erantis. Du kan også hjælpe bierne på vej med pil, hvor i sær hanplanter giver god pollen og nektar på dette kritiske tidspunkt. Generelt er næsten alt bedre end græs, der typisk vil være mest af i en parcelhushave.

Henover foråret er der i byområder ofte godt gang i frugttræerne og haveblomster, mens der på landet måske er adgang til rapsmark eller frugttræer.

I sensommeren kan det igen være svært for bierne at finde føde. Her kan fx. lindetræer give et meget stort tilskud, og tilmed dreje smagen af honningen i en interessant retning.

Min egen have er ret typisk med meget græs, både alm. plæne men også et stort område med fold. En del pil og forårsblomster.

Mit projekt for i år er at tilså et område med flerårige blomster, i sær med fokus på sensommeren.

Der god hjælp og inspiration at fine i den “sorterbar biplantekalender”, som Odder Biavlerforening har stillet til rådighed. Download her.

Begynderkursus

Biavl er en tilgængelig og tilgivende hobby. Det er et håndværk, der er nemt at lære og at mestre det tager resten af livet.

For at komme i gang som biavler har du brug for groft sagt 3 ingredienser:

  1. Bier
  2. Bistade og andet grej
  3. Viden

Den første viden du opnår bør du ikke få på egne ben. Kontakt en biavler du kender (eller ikke kender) og søg råd og vejledning. Et af rådene du får bør være: Tilmeld dig et begynderkursus.

I løbet af begynderkurset vil du få uvurderlig erfaring. Få opbygget et netværk af interessefæller. Få støtte af en mentor. Få styr på teorien. Ikke mindst er det uvurderligt at få gode råd om hvad der er helt nødvendigt for at komme gennem den første sæson. Den første honninghøst. Den første vinter. Der er mange små faldgruber, som man ikke nødvendigvis får forholdt sig til i bøger, eller langt mindre på youtube.

På begynderkurset møder du meget erfarne biavlere og begyndere. Du vil opleve at de erfarne biavlere ikke altid er helt enige om detaljerne – faktisk ofte uenige. Men det er også principperne der er væsentlige. At man får behandlet mod varroa. At man får vinterfodret. At man får forebygget sværmning. Og så videre. Om man gør det på en ene eller anden måde er sekundært, selv om de fleste vil hævde at deres metode er den bedste – eller eneste.

Nogen emner nærmer sig religion. Den ene eller anden type stade. Den ene eller anden størrelse rammer. Den ene eller anden type bi. Lyt til din mentor, lyt til de andres erfaringer og tænk selv. Det der er godt for en 75-årig biavler med 50 års erfaring er ikke nødvendigvis godt for en nybegynder. Overvej om du søger den mest rationelle driftform eller du er drevet ved romantikken i et trugstade. Måske har du mod på selv at bygge et?

Måske noget af det nemmeste at forholde sig til er at man som deltager i et begynderkursus vil få adgang til et fornuftigt tilbud på det udstyr man som minimum har behov for. En udfordring kan bare være at lade det blive ved det mest nødvendige.

Det er nu her i foråret begynderkurserne starter, så i gang med at opsøge din lokale forening!